Plutus

ARISTOFANES

Holbergs ”heroiske Comoedie” Plutus eller Proces imellem Fattigdom og Riigdom er inspireret af den gamle græske komediedigter Aristofanes’ Plutos fra 388 fvt. Men som Holberg selv anfører i sin epistel nr. 447, så er ”derudaf fast intet (...) taget uden den pure titel”. Fablen, at den blinde gud Plutus får sit syn og kan begave folk efter fortjeneste, er ganske vist i sit udgangspunkt den samme. Men hvor Plutus hos Aristofanes virkelig formår at øve retfærdighed og belønner de retskafne og gavmilde, så at byen blomstrer til alles store glæde, der går det helt anderledes i Holbergs komedie.

Handlingen i de tre første akter af Plutus løber parallelt med handlingen hos Aristofanes. En fattig borger og hans forslagne tjener erfarer som de første Pluti ankomst til byen, lægeguden Aeskulaps kurerer Plutus for hans blindhed og efterhånden rygtes miraklet overalt i byen. Men Holberg indfører fra begyndelsen Diogenes, den illusionsløse filosof der bestandigt på den mest uforskammede måde kommenterer begivenhedernes skæve gang. Og til sidst overtaler han Fattigdoms gudinde, der hidtil har beskyttet byen, til at føre proces imod Plutus.

I fjerde akt føres så processen, som Plutus vinder. Diogenes græmmer sig og Fattigdoms gudinde må forlade byen. Slut? Nej ikke helt, for Holberg fører nu handlingen videre, og demonstrerer Rigdoms tvivlsomme velsignelser i femte akts kaotiske skuffekomedie. Dog, som hos Aristofanes, ender komedien i fryd og gammen.

Programtekster 2010

THIELO

En grundig læsning af Holbergs komedier afslører at musikken altid har været en uundværlig del af stykkerne: Holbergs figurer synger og danser på scenen, der er festlige optog og indtog som dårligt kan tænkes uden musik, og vi ved fra andre kilder at der har været forspil og mellemaktsmusik. Men desværre ved vi ikke præcis hvilken musik der har været spillet ved de enkelte forestillinger, men man har selvfølgelig brugt løs af tidens populære viser, danse og marcher, hvoraf ganske meget er kendt og bevaret.

Al denne lystige musik forsvandt – i hvert fald fra det offentlige liv – under Christian d. 6.s strengt pietistiske regime 1730-1746. I disse år var Carl August Thielo (1707-1763) organist ved Kastelskirken. Han var en foretagsom og alsidigt begavet mand der spillede en central rolle i 1700-tallets danske kulturliv. Han var skuespil- og romanforfatter og forfatter og udgiver af musiksamlinger og lærebøger, men først og fremmest var han musiker. Han er født i Nordsjælland, men voksede op i Tyskland, hvor han bl.a. fik musikundervisning af hoforganist Johann Gottfried Walther i Weimar. 18 år gammel slog han sig ned i København som musiklærer, og som organist ved Kastelskirken komponerede han et passionsoratorium, som præsten, David Pontoppidan imidlertid ville forhindre opførelsen af. Thielo appellerede til biskoppen som gav ham medhold, oratoriet blev opført, men forholdet mellem præst og organist blev herefter så dårligt at Thielo tog sin afsked!

Han kæmpede, som musikere og andre kunstnere ofte gør, med elendig økonomi, men i 1746 efter Christian d. 6.s død åbnede der sig nye muligheder for folk som Thielo: Han dannede en skuespiltrup og fik med Holbergs støtte tilladelse til at spille teater i den skuespilhungrende by, og i december 1748 åbnedes det nye teaterhus på Kongens Nytorv. Thielo var foretagsom og måske mere ambitiøs end talentet kunne holde til: hans forsøg som skuespilforfatter faldt i hvert fald ikke i god jord hverken hos Holberg eller hans egne skuespillere. Efter nogle stridigheder overtog skuespillerne privilegiet, og Thielo fortsatte som komponist, arrangør og kapelmester ved teatret.

Grundstammen i det nye kongelige teaters repertoire var Holbergs mere end 25 år gamle stykker, men Holberg benyttede lejligheden til et comeback som skuespilforfatter og skrev en håndfuld nye stykker til det nye teater. I den teaterløse tid havde han forsøgt sig med andre genrer: en række historiske værker, den politiske roman Niels Klims underjordiske Reise - der gjorde ham europæisk berømt - og ikke mindst et omfattende filosofisk og essayistisk forfatterskab. De nye stykker bærer spor af denne udvikling. F.eks. rummer Plutus flere dramatiseringer af motiver der genfindes i hans filosofiske epistler og moralske tanker.

Det er interessant at vi faktisk kender musikken til flere af disse sene stykker. Thielo udgav i årene 1751-1761 flere samlinger af den musik han havde komponeret og arrangeret til forestillingerne: viser, arier, menuetter, kontradanse, marcher osv. Her finder vi musikken til Plutus’ og Penias sange, og blandt samlingernes mange dansesatser har det ikke været svært at udvælge passende satser til de øvrige musikalske indslag. Vi har dog tilladt os en beskeden anakronisme ved at lægge musik af den lidt yngre C.M. Bellman (1740-1795) under de to store optog i stykket. Stilistisk passer de glimrende ind i helheden, da Bellman ofte fandt forlægget til sine melodier hos den forrige generations komponister.

Programtekst 2010. Bjarne Troelsen

PERSPEKTIV

Da Holberg i 1750 efter mere end 20 års pause atter begyndte at skrive komedier, gjorde han sig stor umage for, at den første af komedierne, Plutus skulle blive et festligt stykke. Med dens mange musikalske indslag, dens danse og processioner blev den da også en publikumssucces lige fra premieren den 14. april 1751.

I 1787 gled komedien imidlertid ud af Det kongelige Teaters repertoire og er ikke siden vendt tilbage hertil. At dens allegoriske formsprog hører sin tids stil til – barok-klasikken, er vel en af forklaringerne herpå. Men også dens kritiske budskab var blevet umoderne, for Plutus er en dybsindig filosofisk komedie, og dens konklusion er, at rigdom under alle omstændigheder fordærver mennesker, og gøres Pluti dyrkelse til statsreligion, går samfundet i opløsning.

Denne besked er næppe faldet i det nye, liberale borgerskabs smag, og i dag – hvor pengejagten siden Berlinmurens fald har været den altdominerende, uimodsagte verdensorden – er der sikkert også mange, der vil finde Plutus provokerende. Men vi har netop valgt at opføre dette stykke, fordi vi finder det påtrængende aktuelt. Plutus har også holdt sit indtog i vores samfund, og har uddelt sine gaver i form af friværdi og aktiestigninger. Måske er det fordi han også hos os har uddelt sine gaver i blinde, at fred, ærlighed, solidaritet og viden samtidig er på tilbagetog? Måske er det derfor, at nyheden er blevet profittens redskab, og det klassiske drama i sig selv ikke længere er gangbart på vores scener, men skal aktualiseres til ukendelighed for at sælge? Måske er på tide, at nogen siger Plutus imod – især når det er ingen ringere end Holberg!

Programtekst 2010. Laurist Borberg

”Holberg med ordet i centrum

(…) Teaterselskabet PSV’s forestillinger kan generelt altid anbefales. Nok er spillerne amatører, men de har en egen form for professionel kvalitet. Instruktøren, Laurits Borberg, arbejder levende og meget værktro, så det alligevel virker friskt og moderne.”

John Christiansen i Jyllands-Posten