Jean de France eller Hans Frandsen

Sabbat år, udlandsrejser og import af sprog og mode hører ikke kun vores globaliserede tidsalder til. Ligesom nu var det på Holbergs tid populært blandt unge mennesker at rejse ud i Europa. Især var Paris et yndet mål for disse rejser, hvilket Holberg irriteredes voldsomt over. For hvad der tidligere havde været en fornuftig dannelsesrejse for at mødes med “lærde Mænd og Konstnere” var nu blevet til “… en ildegrundet Vane …” som udsprang af den “… Grille, at Skoe, Klæder og Peruqver ikke passe eller ziire Legemet, uden de ere gjorte efter franske Mynstre …” som han skriver i epistel 536.

En sådan rejse har Hans Frandsen netop gjort og har efter fire uger i Paris glemt sit modersmål, men til gengæld tilegnet sig et væld af franske moder. Dette huer bestemt ikke hans kommende svigerfar, den stok konservative Jeronimus, der har lovet sin datter Elsebet væk til Hans Frandsen eller Jean de France, som han nu kalder sig. Hun er heller ikke vild med at skulle giftes med den frankofile spradebasse: Hun vil hellere have sin hemmelige elsker Antonius. Men da hendes far Jeronimus ikke gerne bryder det arrangerede ægteskab og desuden er “haard som Flintesteen”, må tjenerparret Marthe og Espen træde til med en fantastisk intrige og alle deres dramatiske evner, så den unge kærlighed og den velafbalancerde fornuft endelig kan sejre over Jeronimus’ konservative form og samtidig sætte den overfladiske og pyntesyge Jean de France på plads.