Grevens og Friherrens Komedie

OM SKEELS KOMEDIE

Med indførelsen af enevældet i 1660 blev de gamle adelsslægters indflydelse stærkt svækket, og i 1671 oprettede Chr.V en ny, privilegeret titeladel. Titlerne blev tildelt velstående personer, de rigeste blev lensgrever, de knapt så rige friherrer eller ”baroner”. De havde kongens bevågenhed og følte sig derfor finere end de gamle herremænd. Forståeligt nok nærede den gamle adel en vis uvilje imod den nye titeladel, men man måtte være forsigtig med at lufte sin misfornøjelse. Den kunne let opfattes som fjendtlig mod kongemagten.

Uviljen kom derfor til orde i breve og satiriske digte, ofte på latin, der i afskrifter cirkulerede i adelskredse. Således også det anonyme skuespil Grevens og Friherrens Komedie. Skuespillet nævnes første gang 1675 i et brev til Griffenfeld og er overleveret i adskillige afskrifter, det ældste fra ca. 1680, men det blev først trykt i 1793. Så vidt vides har komedien aldrig været opført på en offentlig scene, så med Teaterselskabets opsætning bliver der tale om en uropførelse.

Komedien er efter alt at dømme digtet af den gammeladelige Mogens Skeel (1650-1694). Under hans ophold 1672 ved Ludvig XIV’s hof i Paris blev der spillet komedier af Molière, og teksten bærer tydeligt præg af inspiration herfra. Således er det politisk-satiriske angreb på opkomlingene, der vil gøre sig til noget andet, end de er, et centralt tema i klassicismens etik, og med overholdelsen af tidens og stedets enhed lever komedien også op til den rationalistiske fordring om realisme i kunsten. Lystighederne i Grevens og Friherrens Komedie bæres i udpræget grad af sproget. Fortræffeligt karakteriseres de hoffærdige nyadlede såvel som de djærve tjenestefolk med replikker så levende som i de senere komedier af Holberg, og i Baronens store episke monolog i 4. akt har vi et selvportræt af en psykopat så skræmmende, at man skal lede længe for at finde tilsvarende i den danske litteratur.

Højtlæsning og måske dramatisering under private former af Grevens og Friherrens Komedie har utvivlsomt været en udbredt forlystelse, især på herregårdene hos den gamle adel. Ofte har man ved sådanne lejligheder nok også underholdt sig med musik. For at tilføre komediens opførelse en sådan musikalsk dimension, musicerer en trio bestående af fløjte, cello og guitar undervejs i forestillingen.

Musikken, der spilles, er et antal variationer fra Les Folies d’Espagne, komponeret af Marin Marais (1656-1728) og udgivet 1701. De ”spanske fjollerier” var umådeligt populær dansemusik i Europa, ikke mindst ved Ludvig XIV’s hof, hvortil Marin Marais var knyttet hele sit liv som gambist, dirigent og komponist.