Den vægelsindede

I sit første latinske levnedsbrev fra 1728 skriver Holberg om DEN VÆGELSINDEDE eller LUCRETIA bl.a.: “Denne komedie (fik) en kølig modtagelse af visse mennesker, der fandt nogle scener alt for tunge og alvorlige; men de, der skar dybere, anså den for bedre end de fleste andre komedier. Det er mig nok; thi ligeså lidt som lyrespillere indretter deres sang og spil efter mængdens, men efter nogle enkeltes skøn retter jeg mig efter nogle enkeltes dom, og ikke efter folkestemningen.” (Kragelunds oversættelse).

Af såvel kritikken som Holbergs reaktion herpå, lader det til, at han med denne karakterkomedie har stræbt imod den franske barok-klassiks høje stil. Hovedpersonernes græsk-latinske navne og komediens gennemgående symmetriske opbygning peger også i denne retning. Denne symmetri finder man f.eks. også i Holbergs komedie DE USYNLIGE, som teaterselskabet opførte i 2003. Man kan se disse komedier som værende inspireret af den italienske commedia dell'arte, hvorfor karaktererne udfolder sig i en skiftende kostumering fra denne folkelige stil til den fornemme overklassemode. (Også forestillingens musik er sammensat, så morskaben indlejres i en italienskfarvet stil: Ouverturen og mellemaktsmusik er af Holbergs yndlingskomponist Corelli, mens de indlagte viser synges til musik af C.A. Thielo.)

Med DEN VÆGELSINDEDE synes Holberg at behandle menneskets splittelse mellem lyst og moral. Igennem Lucretia skildrer Holberg denne konflikt, hvis poler repræsenteres af hendes to bejlere. På den ene side står den unge herre Apicius med sin overdrevne vellyst, sang og spil og på den anden side den alvorlige og asketiske Eraste. Som sædvanlig hos klassicisten Holberg er det komediens intrige, den kunstigt tilrettelagte virkelighed, kunsten, der afretter de outrerede temperamenter og baner vejen for kærligheden og det velafbalancerede liv.