Pernilles korte Frøikenstand

eller...

... Den opdigtede Forbyttelse.

Jeronimus, en gammel enkemand, går på frieri på vegne af sin unge stedsøn, Leander. Da Jeronimus hører, at den unge Leonore, som er målet for hans ærinde, har formue, beslutter han sig dog til at fri på egne vegne. Med stor indlevelse overbeviser han den unge piges forældre om, at det er himlens vilje, at det umage par skal have hinanden, og så har vi balladen. De unge mennesker vil det jo anderledes, og de allierer sig derfor med de unge tjenere, Pernille og Henrich, som skruer en kæk intrige sammen, der skal forpurre Jeronimus’ ægteskabelige planer. Gaudibe bliver hyret, forklædninger taget i brug og komedien gæstes endog af karakterer fra det hinsides, hvilket altsammen udfordrer Jeronimus’ skumle plan. “Pernilles korte Frøikenstand” er en komedie om kærlighed – de unges og de gamles – og en munter kommentar fra Holbergs side om sin tids fornuftsægteskaber. Hvorvidt det er den unge, uskyldsrene version, eller den gerriges kærlighed til penge, der vinder i denne runde hos Holberg, kan man finde ud af, når Teaterselskabet opfører komedien i Simonsens Have.

Anita Konge, programtekster 2015

Holberg om ægteskab

”Mine venner prøver tit på at få mig til at gifte mig. Så driller jeg dem ved snart at sige, at jeg ikke er dygtig nok til eksperimentalfysik, snart at jeg er ved at blive gammel. Jeg plejer at argumentere således: Før jeg blev fyrre, kunne jeg ikke forsørge en kone, og siden den tid har jeg ikke kunnet fornøje en kone. Før var jeg bange for ikke at kunne få nok i gryden; nu er jeg bange for at få til overflod i panden. Det er en ond skæbne, jeg deler med de fleste af mine landsmænd, som på grund af fattigdom ikke kan gifte sig, før end det går nedad med dem, og deres alder har gjort dem utjenstdygtige. Skulle jeg i min alder se mig om efter en kone, ville det ikke blive mig, der giftede mig med hende, men hende, der giftede sig med mig.”

(Fra Holbergs 3. levnedsbrev, 1743)