Om Teaterselskabet

Pulchra Semper Veritas – Sandheden er altid smuk!


Teaterselskabets formål i videste forstand udtrykkes ved navnet: Sandheden er altid smuk. Dette motto viser tilbage til 1700-tallet og klassicismens kunstsyn og står i diametral modsætning til nutidens herskende. Teaterselskabet arbejder altså ud fra en bevidst kulturkritisk holdning og eksperimenterer med de klassiske dramaer, så de opleves på én gang i deres autencitet og som festligt og vedkommende teater af et nutidigt publikum. En udbredt reaktion imod det etablerede teater og den kommercielle underholdningsindustri er det såkaldte "alternative" teater, der dyrker det provokerende rædsomme i en insisteren på, at alle virkemidler står til kunstens rådighed. Denne anskuelse deler vi ikke. Den afskyelige sandhed er og bliver afskyelig, og for så vidt adskiller det "alternative" teater sig ikke fra masseunderholdningen. Megen moderne "antikunst" bekræfter i sin negation dybest set korrumperingen og forråelsen, fordi den søger det hæslige. Vi er af den opfattelse, at et kunstnerisk opgør med selv de værste udskejelser må tage sit udgangspunkt i det Horatske "utile dulci". Kunsten er at blande det gavnlige med det behagelige. Med sine forestillinger polemiserer teaterselskabet derfor imod flere modsatte tendenser i det moderne kulturliv.

Læs mere i Teaterselskabet jubilæumsprogram fra 2014 her...


– Besøg os på f Copyright © 2017 teaterselskabet.dk – Design: werk.dk