Jeppe paa Bierget

Dramaet, den forestillende kunst, er en genre helt for sig. Dens centrale – og eneste litterære – virkemiddel er replikken. Når dramatikeren henter en fabel fra en fortælling, må han derfor kunne koncentrere sig om den dramatiske kerne og foretage en fuldstændig transformering fra den fortællende genre til den fremstillende. Fra teater og film kender vi utallige mislykkede forsøg herpå, ikke mindst fra de seneste årtier. Men dog er nogle af teaterhistoriens mesterværker bearbejdelser af episke fabler. Jeppe paa Bierget er et af dem.

Klogt og beskedent skriver Holberg herom i fortalen til 1. bind af “Comoedier Sammenskrevne for Den nye oprettede Danske Skue-Plads” 1723 bl.a. følgende: “Jeppe paa Bierget eller Den forvandlede Bonde (er) en af Bidermanni gamle Historier, som Autor har udført i en Comoedie. Dette er den eeneste Materie, som ikke er opspunden udi Autors egen Hierne, hvorfor han ingen Berømmelse forlanger deraf, hvor vel de artige Kløgter, som legges udi Bondens Mund, og bevæge alle slags Tilskuere til idelig Latter, ere hans egne.”

Og videre: “… den Behag, som Folk har fundet i disse Stykker, reiser sig alleene af Comoedierne i sig selv, saasom Autor intet har givet for Øynene, men alleene for Ørene, og ikke fordervet Comoedierne ved selsomme præsentationer for at behage Galleriet, eller sæt dem for meget paa Skruer for alleene at behage Logerne. De Comoedier ere i mine Tanker de bedste, som behage alle, …”