Den politiske Kandstøber

Om DEN POLITISKE KANDSTØBER

Den 25. september i 1722 blev en mærkedag i dansk teaterhistorie. Som den første af Holbergs komedier havde DEN POLITISKE KANDSTØBER premiere på teatret i Lille Grønnegade. Lige siden har historien om håndværkeren, der drømte om at blive borgmester, været en af de mest yndede danske komedier. Men den har også fra begyndelsen givet anledning til spekulationer over digterens politiske anskuelser.

Reaktionære kredse har taget komedien til indtægt for deres modvilje mod folkestyre: ”Revolutionsmanden der fik sin straf” er undertitlen på en fransk oversættelse fra 1797. Og borgelige demokrater har delt denne opfattelse og følt ubehag ved at måtte le af politisk engagerede godtfolk.

Nok er det kendt, at Holberg var skeptisk over for den demokratiske regeringsform, og det kan måske virke anstødeligt i dag. Men selvom Holberg satiriserer over en af vor tids hellige køer, insisterede han samtidig på retfærdighed, den frie kærlighed og kvinders ligeret, og argumenterede mod forstokket konservatisme og materiel grådighed. Han var således en af sin tids store humanister, hvilket man ikke kan sige om alle moderne demokrater.

Endelig holder Holberg i DEN POLITISKE KANDSTØBER først og fremmest dom over dilettanteri, fanstasteri og liberalisme. Komedien giver således en sjælden, forfriskende anledning til at kaste et kritisk blik på demokratiet, som i vores tid er blevet liberalismens trylleord, som automatisk bruges til at retfærdiggøre grådighed og magtbegær, og i hvis navn alle slags uhyligheder uden videre kan begås.

DE KEDELIGE KOMEDIER

Teaterselskabets komedier er kedelige! Skuespillerne står ret op og ned på scenen og taler ud til publikum. Der er ingen, der løber eller slæber sig rundt eller græder ægte, salte tårer for at udtrykke karakterens inderste følelser. Og sproget er ikke hurtigt, rapt eller tilpasset en moderne medieverden med hurtige klip og kulørte tableauer. Nej, de taler meget. Og oven i købet i et gammeldags, umoderniseret sprog. Der er heller ikke nogen, der gør sig umage for at oversætte konflikter, situationer og karakterskildringer til noget, vi umiddelbart kan genkende i vores samtid.

Vi mener nemlig, at digterens tekst bedst understøttes af det formsprog, det dramatiske udtryk og den musik, der ligger tættest op ad den tid, den er skrevet ind i. Samtidig giver det en effekt ikke ulig Brechts Verfremdung: Det fremmedartede spil på scenen skaber en distance mellem dramaets verden og vores hverdag, der leder tanken hen på, at dramaet er en illusion, der som sådan kan brydes, og ikke blot en gengivelse af et stykke hverdagsliv, men et udsagn med et budskab.

Teaterselskabets sceniske stil er derfor ikke et udtryk for et konservativt kunstsyn, der romantiserer det ”gode gammeldags”, men snarere en insisteren på, at kunsten skal være det den er, nemlig kunstig – altså adskille sig markant fra hverdagslivet, vel at mærke på en harmonisk og helstøbt måde, der pirrer både sanser og intellekt. Således placerer teaterselskabet sig i bevidst distance til de aktualiserende og opdaterende klassikeropsætninger, der ikke længere kan kaldes nytænkende, men trækker på en tradition, der er mindst 20 år gammel, og som i sidste ende følger underholdningsindustriens tarvelige leflen for et nøjsomt massepublikums overfladiske nydelsesbehov.

Programtekster 2009, Laurits Borberg

ANMELDERCITATER

“– Teaterselskabet PULCHRA SEMPER VERITAS er noget særligt. Det nyeste bevis er Holbergs evigt aktuelle ”Den politiske kandestøber”. Instruktøren Laurits Borberg holder sig langt væk fra moderniseringer ... Måske også derfor virker det så meget mere med en aktualitet, som snart har 300 år bag sig.
– Spillerne nyder mærkbart deres roller. Tempoet er præcist, og sproget beherskesi en grad, som en del professionelle kolleger kunne lære af. Morsomt er det heltud i farcen ... “

John Christiansen i sin anmeldelse i Jyllands-Posten

“- Fine overraskende detaljer. Og en god sans for at få den progression frem i spillet, som ligger i teksten. Højdepunkter er der mange af i stykket, som bliver spillet med stor energi og tæft for skuespil ...
–... sat i scene i et ikke-moderniseret snit, som trækker den gamle teksts fortrin flot frem...”

Kirsten Dahl i sin anmeldelse i Århus Stiftstidende