Om Holbergs Artaxerxes

En anden Holberg

Da Det kongelige Teater blev oprettet i 1748 indtrådte Holberg i teatrets ledelse. Hans komedier fra 1720-erne blev nu genopført, nogle af dem opført i Danmark for første gang, da de ikke havde nået at komme på scenen, inden teatret i Lille Grønnegade måtte lukke efter branden i 1728. Selv om smagen havde ændret sig, gjorde de naturligvis stor lykke, men til teatret skrev Holberg nu 6 nye komedier med et mere filosofisk og satirisk præg. Disse blev udgivet i 1753 og 1754 i 6. og 7. bind af Den Danske Skueplads, og i det sidste bind finder vi desuden Artaxerxes, et heroisk Skuespil.

Den historiske baggrund
Handlingen bygger på de højdramatiske begivenheder, der fandt sted i Persepolis år 465 fvt., hvor perserkongen Xerxes og tronarvingen Dareos under en fejlslagen paladsrevolution blev myrdet. Efter at oprøret var blevet slået ned, overtog Xerxes’ unge søn Artaxerxes kongemagten og regerede herefter over perserriget i 40 år. Holberg kendte stoffet fra sin læsning af de antikke historikere, men hans skuespil er i sit udgangspunkt en bearbejdelse af Pietro Metastasio’s yndede libretto Artaserse, Dramma per musica, opført første gang 1730 i Rom.

Opera, tragedie eller ...

Metastasio var den fejrede librettist ikke blot i sit fødeland Italien og i Wien, hvor han levede som hofpoet fra 1730 og til sin død i 1782, men i hele 1700-tallets Europa. Han var en detaljerigdommens mester. Det er derfor imponerende, at Holberg i sin relativt kortfattede prosaversion formår at fastholde så mange af nuancerne i Metastasios lyriske recitativer. I det hele taget er det forbløffende, at den store komediedigter på sine gamle dage giver sig i kast med det alvorlige skuespil og faktisk formår at levere en så fængslende version af Metastasios Artaserse. Men da Artaxerxes sættes op på Det kongelige Theater i 1757, efter Holbergs død, lader man Wilh. Bornemann omarbejde prosadialogerne til alexandrinere og bibeholder kun to af Holbergs arier og det afsluttende kor. Man henregner teksten til tragediens genre og vover åbenbart ikke at bryde med de traditionelle krav hertil; og Artaxerxes opnår i denne skikkelse ialt kun 11 opførelser, inden den forsvinder fra teatrets repertoire sammen med de franske tragedier.

Musikken

Teaterselskabet har længe haft planer om at opsætte Holbergs Artaxerxes i sin oprindelige skikkelse i Helsingør Theater, men det er i flere henseender en krævende opgave. Da skuespillet kun foreligger som tekst og aldrig har været opført, må den til teksten tænkte musik konstrueres. Carl August Thielo komponerede musikken til opsætningen i 1757, men den kendes ikke med sikkerhed. Det er dog lykkedes at finde melodier hos Thielo, der ville kunne have været anvendt til tre af arierne og slutsangen. Den fjerde arie synges til en anonym melodi fra The Beggar’s Opera fra 1728 og ouverturen er hentet fra Paolo Scalabrinis opera Artaserse, komponeret i Hamburg 1743 men opført adskillige gange i København efter at komponisten i 1747 havde slået sig ned her.

Sproget

Prosadialogerne i Artaxerxes er formet i et for sin tid naturligt sprog, men i et højt stilleje, der er ganske fremmed for et nutidigt publikum. Da de gamle tekster ifølge Teaterselskabets dogme skal formidles i deres autenticitet, men uden at det bliver ”museumsteater”, kræver det af skuespillerne en særlig intensitet i spillet og en moderne diktion paret med en betydelig indlevelse i sprogdragten.

Kostumer og scenografi

Men det er ikke blot musikken og skuespillet, der skal eje autenticitet, også kostumering og scenografi skal støtte formidlingen af teksten. Der skal derfor skabes et helt sæt af orientaliserede rokokokostumer til de i alt 11 medvirkende på scenen, og de nødvendige 3 scenebilleder skal udføres, så man fornemmer 1700-tallets scenografiske stil. Hertil er der hentet inspiration hos den tids italienske arkitekter, der også virkede som scenografer: Bernini, Juvara og Piranesi.

Et publikum?

Men opsætningen byder på andre, og måske større udfordringer. Hvordan vækker man så megen opmærksomhed om og interesse for Artaxerxes, at der kommer tilskuere til forestillingerne? Da Teaterselskabet i 1994 blev stiftet, var det bl.a. inspireret af bestræbelserne dengang indenfor musiklivet for at genskabe barokmusikken i sin autenticitet. Denne bestræbelse har bredt sig og efterhånden vundet genklang hos koncertgængere, men vi står stadigvæk ret alene med et meget smalt teaterpublikum, selv om Erik A. Nielsen og Lars Liebst’s udgivelse fra 1999 ”Hvem ejer Shakespeare?” var en opmuntring. Håbet er nu, at opsætningen af Artaxerxes i forbindelse med Folkeuniversitetets store satsning på en 1700-tals Festival i Århus i 2012 kan vække opmærksomhed om vores bestræbelser, og for yderligere at stimulere interessen for opsætningen har Teaterselskabet genudgivet Artaxerxes for første gang sat med latinske typer og med introduktion og oplysninger. Teksten er hermed nu tilgængelig for et bredere publikum.