Andromache

EN OVERSET KLASSIKER

Tragedien ANDROMACHE om Hektors enke og hendes skæbne efter Trojas fald er en af de mindst kendte af de i alt 16 bevarede tragedier af Euripides. I en række løst forbundne episoder afsløres sejrherrerne som tabere overfor den ukuelige Andromache, og med de reflekterende korsange tegner Euripides et trøstesløst billede af krigens menneskelige omkostninger. Generationer af overlevende er mærket for livet af storkrigen og dens følger.

ANDROMACHE har i mange henseender træk, der er typiske for Euripides’ tragedier. Den lange indledende monolog, den ironisk utroværdige deus ex machina til sidst samt de retorisk veldisponerede orddueller er næsten obligatoriske i hans stykker. Typer som den skinsyge furie Hermione – i øvrigt langt livligere tegnet end den hykleriske og selvmedlidende Medea – den afstumpede krigerkonge Menelaos og den godhjertedeamme finder vi også hyppigt hos Euripides. Og vi har krigens syndrom, som han har diagnosticeret i tragedie efter tragedie, og som er ANDROMACHES helt overordnede tema. Endelig er der som nævnt den løse komposition, som i denne tragedie er særlig markant og formentlig årsag til, at den siden oldtiden har stået i skyggen af de mere fasttømrede. Ikke desto mindre er ANDROMACHE en af de sikrest overleverede klassiske tragedier, fordi den havde en fremtrædende plads i skolerne i romersk kejsertid.

Andromaches skikkelse har optaget digterne lige siden Homer. Foruden hos Euripides møder vi hende i Vergils Æneide og i en tragedie af Seneca. Fra disse værker henter Racine inspiration til sin berømte “Andromaque” fra 1667, det værk, der ligger til grund for de fleste senere musikdramatiske arbejder med Andromache som sujet. Det gælder også Grétrys “tragedie lyrique” fra 1780.

Programtekst 2004, Torben Frische

“... et af Euripides' mindre kendte stykker, Andromache, (...) er værd at stifte bekendtskab med.
... et åbent, næsten moderne drama, som hverken er tragedie eller komedie, men melodramatisk noget helt tredje.”

Bo Tao Michaelis i sin anmeldelse i POLITIKEN
af Teaterselskabets oversættelse